Videoanalyse af selvskadende adfærd

Fra projekt “Selvskadende adfærd som kommunikationsmiddel”, Bosager i Sønderjyllands Amt 1993.

Bosager har gennemført et projekt omkring den hjerneskadede og svært motorisk handicappede bruger Lars. Lars sidder i kørestol og benytter benskinner, han er døv på begge ører og kan ikke kommunikere verbalt. Men derudover er Lars selvskadende på den måde, at han slår sig selv på hagen og ørerne, så det giver sår. Man har tidligere prøvet at afbøde dette ved at give ham stofhandsker eller øreværn på samt ved at pakke ørerne ind på forskellig vis. Hans selvskadende adfærd afskærer ham fra socialt samvær.

Selvom der har været taget mange initiativer til at forbedre Lars’ kommunikation, måtte personalet erkende, at de ikke havde en egentlig viden om Lars. Således kom hans handlinger ofte til at fremstå som noget uforståeligt, ubrugeligt eller isoleret i forhold til omverdenen. Man satte sig derfor nogle mål om at blive bedre til at forstå hans kommunikation, at give bedre adgang til valgmuligheder, at skabe flere aktiviteter, at sætte den selvskadende adfærd i en kommunikativ forståelsesramme samt at opnå indflydelse på den selvskadende adfærd og fjerne den helt.

Bosager studerede fænomenet selvskadende adfærd nærmere og kom frem til, at de ikke ville anse Lars’ selvskadende adfærd som noget medfødt, men derimod som noget, der opstår i situationer, hvor han ikke formår at give udtryk for egne behov. Det er altså en måde at rette opmærksomheden mod egen eksistens samt påvirke og provokere det ydre miljø. Derfor gjaldt det grundlæggende om at ændre det kommunikative miljø.

Personalet startede med at observere de situationer, hvor Lars var selvskadende, hvorefter man prøvede forskellige handlinger af for at tolke hans signaler. Til dette anvendte man videooptagelser. Eksempelvis slog Lars altid sig selv, når han var på badeværelset. Man formodede, at det hang sammen med, at han frøs. Derfor installerede man varmeblæsere, og derved aftog slagene. Så varmede man hans badebriks op, hvorved slagene yderligere blev reduceret. Endelig fandt man ud af, at han godt kunne lide at pille ved ting, når han ligger på briksen.

Om brugen af video siger Bosager: “Korrekt anvendt er video et fremragende og uundværligt redskab til disse meget komplicerede og langvarige forløb. Det er muligt at fastholde situationer og senere dokumentere ændringer, når der indtræffer perioder, hvor ingen synes, der er udvikling at spore. Samarbejdet med andre udenforstående bliver med anvendelse af video betydelig nemmere og konstruktiv”. Men de siger også, at det kræver et åbent personale, der tør gå tæt på sig selv.

Observationerne af Lars viste endvidere, at han altid sad på sine hænder. Blev han opfordret til at tage hænderne frem, begyndte han straks at slå sig selv. Gennem arbejdet konstaterede man nu, at Lars’ bedste stilling var liggende, hvilket hænger sammen med hans anatomi. Når han ligger ned, bruger han sin krop og hænder. Derfor foregår en stor del af Lars’ aktiviteter i dag i liggende stilling. Det har bevirket, at han kan være en aktiv partner i adskillige timer uden selvskadende adfærd.

Personalet havde også en formodning om, at den selvskadende adfærd kunne hænge sammen med stress og undersøgte og beskrev derfor grundigt fænomenet stress. De besluttede sig for at anvende biodots på Lars, som måler temperaturforandringer og dermed stressniveauet. Men biodotsen viste, at Lars faktisk var afslappet og inaktiv, når han slog sig selv. Tilgengæld viste den, at han var mere afslappet i liggende stilling end i siddende.

Da personalet tidligere havde prøvet at kommunikere med Lars vha. dagskasser, tegn-til-tale, Bliss m.m. uden, at han viste nogen interesse, gik man ud fra, at Lars har sin force i de meget konkrete sammenhænge. Fx fandt man ud af, at hvis hans jakke er indenfor rækkevidde, griber han efter den, hvis han gerne vil ud af huset. Hvis personalet forstår dette signal, bliver Lars glad, rækker armene frem og kommer med glade lyde. En anden ting, man havde forsøgt sig med uden succes, var en personlig bog med fotos, pictogrammer og TTT over alle hans aktiviteter og daglige gøremål. Personalet vurderede derfor, at bogen var for uoverskuelig for Lars og forsøgte i stedet med kun to billeder ad gangen, som han blev præsenteret for dagligt. Undervejs blev Lars fulgt vha. video. Personalet var her i tvivl om mange ting som fx, hvilke tegn de skulle acceptere fra Lars som udtryk for et klart valg. De vidste heller ikke, hvor meget de skulle støtte ham, hvor lang tid han skulle have til at vælge, og om billederne skulle placeres ens hver gang eller tilfældigt. De skrev alle situationer ned, så de senere kunne lave en oversigt over hans valg. Da man stadig var i tvivl om, hvorvidt Lars virkelig foretog et valg, besluttede man at skærpe opmærksomheden omkring personalets placering i forhold til Lars, begge parters mimik, give ham ledsagende håndstøtte samt lang tid til at træffe valg.

Undervejs drøftede personalet ofte, hvor længe de skulle fortsætte med at afprøve de forskellige tiltag, og hvor tydelig Lars’ kommunikation skulle være – hvornår de skulle beslutte at stoppe og prøve noget nyt. De diskuterede også etiske spørgsmål såsom, hvorvidt de havde retten til at ignorere ham, når han tydeligt viser, at han vil have sine benskinner af, fordi de generer ham. Lars kender jo intet til de ortopædiske fordele ved benskinnerne, og at konsekvensen kan være en dårligere fodstilling. Personalet vurderede, at gevinsten ved at have benskinner på er stærkt reduceret, når Lars både får det dårligt fysisk og psykisk.

En anden situation, man forsøgte at ændre, var Lars’ måltider, da han gav udtryk for, at de ikke var særlig vellykkede. Man begyndte derfor at respektere, at han spiser langsomt og først, når maden er halvkold. Der skulle være plads til mange pauser, og han skulle have mulighed for at røre ved mange genstande på bordet. Det har bevirket, at måltiderne nu gennemføres uden hans selvskadende adfærd. Man har også givet ham flere valgmuligheder ved at stille fx forskellige drikkevarer foran ham. Det kan betyde, at han får en lidt mindre varieret kost. Tilgengæld får han det, han kan lide samtidig med, at han oplever, at han kan påvirke omverden. Han har fra begyndelsen været motiveret for at vælge.

De erfaringer personalet har fået af projektet med Lars, har medført en række nye aktivitetsmuligheder for Lars, hvor han ikke er selvskadende.

Læs mere:
Bosager: “Selvskadende adfærd som kommunikationsmiddel”. Sønderjyllands Amt 1993.